the South Gate Society

Vi er trukket tilbage fra Skråen til ”the South Gate Society”s stand (det er en forfatterskole beliggende ved Trekanten kuturcenter). Min makker har midlertidigt forladt mig, men Signe fra forfatterskolen sidder her, og pludselig kommer repræsentanter fra Aarhus Universitet forbi til et interview med folk fra forfatterskolen. De snakker lidt om forfatterskolen, og så drejes samtalen brat til at snakke om, om at halskæder har et køn. Signe mener at de altid er hankøn, og at de store af dem er bedst. Tidligere har de spurgt andre, om fisk kan flyve, for forfattere er så trætte af at svare på spørgsmål om deres tekster. Signe gør reklame for Lys og mørke af Jesper Nielsen, og de snakker lidt om den- den er det værd, siger Signe. Repræsentanterne fra Aarhus Uni slår sig ned, og det er ret hyggeligt. Alligevel begynder jeg så småt at spekulere på, hvor min bloggermakker er henne, måske kidnappet i en eller anden samtale med kendte mennesker. Samtalen fanger mig igen, den er drejet over på det, at forfattere skal være ensomme og mærkelige- det vil de gerne gøre op med. Det synes egentlig at være et gennemgående tema på ordkraft, i hvert fald hvor jeg har været, det blev også nævnt ved samtalen med Jens Blendstrup og med Josefine Klougart. Eller, noget tilsvarende, at litteratur ikke skal sættes op på en piedestal, men skal nydes, man skal drages ind i den, det skal være en oplevelse, ikke tynget af frygt for ikke at kunne analysere og forstå det rigtigt.

Min makker kommer tilbage, og ganske rigtigt, der var en rådmand, som lige skule tales med.

Jeg bliver tilbudt en ”exceptionel god slikkepind”, og tager imod- det viser sig at den virkelig er god.

Så tag forbi the South Gate Society, hvis I alligevel er på Ordkraft- de er flinke, og har en bunke med exceptionel gode slikkepinde liggende. 

Nikolajsen, Chemnitz og Scavenius læser op 15:00, lørdag

Nu starter vi lidt bagfra, for jeg er lidt høj på at jeg har fået en signeret kopi af Rasmus Nikolajsens Tilbage til unaturen (2016). Jeg er nu den lykkelige ejer af en bog med ”hilsner venlige som havørn i svæv”. Det er en lille bog, som er venlig at røre ved. Og digtene i den er hårdtslående og blide, og åbner tankerne mod nye ideer. Lige nu har jeg faktisk slet ikke lyst til at skrive, men at dykke ned i den.

Men oplæsningen var også en god oplevelse, så nu deler jeg lidt ud af den.

Det er endnu ikke startet, da jeg når Generatorscenen, men jeg tror kun der er et par minutter til. Digterne har endnu ikke indfundet sig, men står i mellemgangen. En smule sky og autoritetstro, som jeg er, tør jeg ikke rigtig presse mig forbi, før en ældre dame baner vejen for mig. Jeg hører brudstykket af en samtale, ”jeg har stillet mikrofonen der nedenfor scenen, det er fint nok ikke?” eller noget i den dur, hvortil en af digterne svarer, at jo, der er ikke nogen grund til at stå deroppe og se latterlig ud.

Digterne præsenteres kort af en ung kvinde, og Rasmus Nikolajsen stiller sig op ved scenen, forklarer hvordan hans digte er skrevet på de steder han har været, og at hvert digts titel er stedet og datoen hvor digtet er skrevet. Så begynder han. Der sker noget med nogle etablerede forfattere, når de begynder at læse op. Det er som om de ligesom bliver bogen, eller en forlængelse af bogen, hele deres kropssprog og stemme ændrer sig. Det skete også med Josefine Klougart (det har jeg ikke skrevet om på bloggen fordi det ikke var ude på universitetet). Rasmus Nikolajsen bliver ligesom lidt ledeløs i nakken og i den frie hånd. Det lyder lidt som om at han lader ordene falde ud af ham. (Den beskrivelse kan måske have en negativ klang, men sådan er det ikke, det har en god effekt, det passer). Ordene, som falder ud af ham, behandler alt, digtning, detaljer og himlen og jorden og havet, iblandet refleksioner. Det kropslige og verden påvirker hele tiden digteren, og det hele synes at være blandet sammen i et stort net, der påvirkes og påvirker alt andet i det net.

Jeg tror Nikolajsen kan lide at læse op. Han falder ligesom lidt ned i bogen. Han har ikke rigtig forberedt hvad han vil læse op, synes det, han tager den lidt på gefühlen, afbryder og kigger på det store ur et par gange mellem digtene.

I det sidste digt, han læser op, påvirker regnen mennesket og de afsluttende ord lyder ”var det nuet der gav sig til kende”.

Morten Chemnitz siger, at hans digte er prosadigte. Da han begynder at læse, går hans stemme over i en monoton bølgende gang, som er en smule svær at følge. Faktisk går der lang tid, før det går op for mig, hvilke ord der flyder ud af ham.

Generatorscenen er blevet en boble. Der er en ro, alle er stille, bevægelse og lyd kommer kun fra digteren og menneskene og bilerne udenfor rummet. En blid, kølig brise kærtegner de lyttende.

Det lykkedes mig at høre Morten. Det er naturbilleder der kommer fra ham og den mørkegrønne bog. Han lader naturen stå som noget, der er nok i sig selv. Verden er der blot, og han fortæller hvordan den ser ud. Regn, skov, asfalt og blade er bare. Til sidst dukker digteren selv op ved et naturbillede, ”som jeg bliver stående ved”.

Scavenius starter med en præcis karakteristik af Mortens digte: mennesker er fraværende, men når de er der, så forsøger de at nå naturen.

Hun læser selv op fra novellesamlingen Fjer. Hendes verdener er velkendte og alligevel fremmedgjorte. Det er en verden i opløsning. Vand, fugle og fuglereservater er gennemgående motiver, og natur og mennesker blandes sammen på en foruroligende måde, naturen kryber langsomt og faretruende ind i menneskets verden og dets sind. Men måske er det netop pointen: Verden og menneskets verden kan ikke adskilles.

Generatorscenen er ikke længere en boble: Verden er trængt ind, en stor lastbil med glade fulde mennesker kørte forbi, og nogle mennesker er gået, roen er brudt. Alligevel trænger Ursula Scavenius’ fortællinger sig på, og kryber ind under huden på mig, som vandet kryber ind i alting i hendes fortællinger. 

Pia Tafdrup i samtale med Lene Høg

Kom nærmere, kom tæt, se mit terningesæt. For lykken er ikke din egen. Eller er den?

Vi møder Pia Tafdrup i Nordkrafts biograf sal A. Samtalen skal dreje sig om hendes forfatterskab, som har fokus på de store emner i verden, men også natur, som er Ordkrafts tema for dette år.

Tafdrup er bekendt med naturen, bevares. Hun er vokset op på landet, men alt hvad der hører sig til. Der er så dejligt ude på landet.

Pia Tafdrup oplæser distinkt. Pia Tafdrup læser distinkt. Pia Tafdrup oplæser digte distinkt. Distinkt oplæsning gør mig glad. Esben Lunde Larsens natur er distinkt. Det er den virkelige natur ikke. Pia Tafdrups måde at være distinkt på er dræbende god. Esben Lunde Larsen dræber det gode. Pia Tafdrup udtaler ”Det er forfærdeligt at ødelægge andres glæde”. Esben Lunde Larsen udtaler ”Når jeg som minister ikke modtager underskriftindsamlinger, så er det simpelthen, fordi jeg ikke vil. Jeg vil simpelthen ikke.”.

Vi er natur proklamerer Pia Tafdrup. Og det er vi jo. Vi følger på forrygende vis den udlagte plan, først vækster vi, evig vækst indtil vi indgår i forfaldet. Vækstparadigme here we come. Esben Lunde Larsen fastholder, at en landmands mark er en naturoplevelse. Nok om ham. Pia Tafdrup er her. Og hun er klog. Hun skriver ting, når noget er svært, og det giver hende mulighed for at tænke over dem, hvorfor hun fremstår mere velovervejet end de fleste, og som hun siger ”mine digte fører mig ud i verden”. Hun bruger det norrøne ord ”sanke” om at hente brænde, og hun bliver irriteret, hvis folk stjæler hendes brænde. Der dvæles ved de små ting, de små fantastiske ting.

Vi føres fantasifuldt ind i den fantastiske naturs verden. Vi føres gennem lugten af sne, smagen af stål, lyden af skyer og andre sanseindtryk. Jeg er kæmpe fan. Jeg mindes om sanseligheden, et studie i sanselighed og husker på de vise ord, som en forelæser i organisationsteori engang artikulerede ”Verden er banal og kalder på banale forklaringer”.

Inden Pia Tafdrup afslutter sin formidable samtale med Lene Høg bruger hun udtrykket ”Olfaktoriske receptorer”. Jeg forundres over elegantheden i dette ord, snuser ind og nyder hendes forståelse af verden.

Tak Pia Tafdrup. Du har gjort min verden større!

14:15, fredag, Kaffeslabereas nr. 1 med Josefine Klougart.

Josefine Klougart sidder allerede i sofaen, og folk begynder at indfinde sig på publikumspladser. Samtalen begynder, og Josefines hænder maler i luften, mens hun passioneret fortæller om sit forfatterskab og litteratur. Hendes ryg er rank, og hun sidder lidt fremme i sofaen. Hun fortæller hvordan New forrest (2016) bevæger sig i strukturer, hvor den samme bevægelse eller det samme motiv hele tiden går igen i nye situationer, som en slags punkter, der lægges ud i et net, og hvordan det vækker minder, hvordan hun har skabt et firdimensionelt værk. Hendes samtalepartner bemærker også, at hans oplevelse af bogen havde været som at gå ind i den, blive ført ind i en verden og filtret ind i universet og punkterne. Og så pludselig var han gået ud af den igen. Hun nikker og smiler, nærmest med hele kroppen, og når hun svarer ledsager hendes hænder ordene. Samtalen ledes ind på den amerikanske science fiction-film Arrival, (som i øvrigt er en rigtig god film, som udnytter rigtig meget af science fiction-genrens potentiale) og hvordan de aliens som kommer til Jorden, ikke skriver lineært men i cirkler, og dette afspejler deres verdensoplevelse, som ikke er lineær som vores, lidt begrænsede kronologiske tankegang- alt for dem sker samtidig, og de kan se både fremtid, nutid og fortid samtidig. Samtalen bevæger sig over på natur, hvordan naturen hele tiden er i opløsning og opbygning. Det vil hun gerne fange i sin bog. (med fare for at blande dette sammen med et foredrag af hende, så er alting i et mellemstadie mellem eksistens og ikke-eksistens, og det er også sådan, mennesket er. Vi er et stykke natur i konstant udvikling. Vi er underlagt naturens magt, og selv et stykke natur. Naturen er ikke moralsk, den skelner ikke mellem godt og ondt, den gør bare, og denne gøren er vi underlagt, på godt og ondt. Og den har værdi i sig selv, den er i sig selv). Igen ledes samtalen over på Arrival, hvordan hendes bog er en sådan oplevelse, en oplevelse af noget ikkekronologisk, at alt sker samtidig.

Josefine er sunket lidt tilbage i sofaen, og jeg tolker ud fra det, at hun slapper mere af. Det er i grunden også en sær opstilling, at på den måde sidde og se på to mennesker føre en samtale. Men de har en autoritet, og der er et rum, som gør at det ikke føles unaturligt.

Samtalen bevæger sig videre. Litteratur er politisk, i den forstand at den kan ændre meninger og synspunkter, den kan åbne for nye måder at tænke på og se os selv og andre i verden på. Det er det hun mener litteratur kan, og jeg er tilbøjelig til at være enig. På et tidspunkt får hendes samtalepartner (jeg fangede aldrig navnet, men han er nok en vigtig person) sagt, at ”han synes altså hun er klog”. Det afleder grin i rummet, men jeg tror de fleste har tænkt det- for Josefine Klougart er virkelig intelligent og reflekteret at høre på.

Senere nævner hun, at hun skriver de bøger, hun selv har brug for at læse. At hun i virkeligheden nogle gange synes det er hårdt at skrive, men når hun læser igennem på de sidste stadier i processen, går det op for hende, at det var det, hun havde brug for.

I spørgerunden stiller en kvinde et par stole fra mig et spørgsmål, og Josefine vender sig, smilende, opmærksomt. Hendes blik er intenst, opfordrende og lyttende- og en lille smule intimiderende. For hun er så samlet og klog, og også smuk, og synes at passe perfekt i sin egen krop (det lyder måske lidt mærkeligt, men nogle giver en fornemmelse af, at de ikke er helt tilpasse i deres krop, eller måske bare tøj- men ikke Josefine). 
Ligesom hendes bøger, og livet og samtaler generelt, består samtalen af genoptagelse af motiver og bevægeser, som laver et net af små minder.

Kaffeslabberaset slutter, og jeg går derfra gladere og klogere end da jeg kom- og også en smule mere sulten.

Dette indlæg er skrevet lang tid efter, og uden noter, men jeg har gjort det så godt jeg kunne huske