Ord om et lykkeligt (?) Aalborg, kunstværker og vin.

Mit lykkelige Aalborg ved 9000 ord

Vi bevæger os ind i Kusthal Nord som nogle af de sidste. Et par af vores fellow-bloggers er der, Mias laptop er klar til brug, slået op og tændt, klar til at fange buzzende stemninger og ord.

Jeg sætter mig på en stol foran en del af et kunstværk, som i princippet nok fylder hele rummet. Min blogger-partner sætter sig foran på betonklodsen, som er en del af kunstværket.

En lille ældre dame introducerer konceptet, en række digtere har reflekteret over, at Aalborg er blevet udnævnt til Europas lykkeligste by. Det kan jo gøre digtere og forfattere nysgerrige og provokerede.

Den første digter, en ældre dame, går scenen. Hun står oprejst som en søjle, mens hun rejser sine ord som søjler, der står og forsvinder i samme bevægelse, de forsvinder uden at efterlade sig spor hos mig. Jeg forsøger at lytte efter, men i skrivende stund har jeg glemt hvad hun talte om. Rim er udeladt.

Kunstværket foran mig består af en betonblok og en skærm, halvt nedsænket i blokken. Skærmen viser en overvågningsvideo af lokalet.

Jeg tager en tå af mit lille plastickrus med vin, smagen og bevægelsen er som en lille rejse til noget velkendt og rart, som familiefester.

Det går op for mig at kunstværket allerede fanger mig mere end den ellers søde dame, som står på scenen.

Vinen i min kop ligner lidt blod på film. Noget er tørret ind op ad kanten.

Den første bliver færdig, der klappes, og den næste går på. Det er en blanding af konstateringer og anekdoter. Er det lyrik eller prosa? Så skal vi ud i definitioner, det vil vi ikke her.

Vi er en del af kunstværket. Fordi vi ser på skærmen, som enten viser os selv, eller viser synsvinklen fra et kamera direkte ”across the room”, bliver kunstværket kun til, når vi ser det, og det går op for os hvad vi ser. Det siger noget fint om vores overvågningssamfund også. At vi ses og bliver set hele tiden. Men der er også blinde vinkler og synsvinkelskift. Det er også en pointe.

Den næste digter der går på har en lav og sprukken stemme. Nogle stemmer protesterer, han får en ny mikrofon, og nu synes hans stemme høj og sprukken. Hans anekdoter og digte er bygget om humoristiske iagttagelser over lykkelige folk i Aalborg. ”Når vi kommer hjem til dig, går jeg en tur med hunden og du laver mad, bagefter forhandler vi om, hvordan vi skal lave en baby”, blandt andet. En anden anekdote handler om to kvinder, der ser en mand, og den ene siger ”Den gamle mand er sød. Han er sikkert pensionist”. Det bliver til et digt om en mand, som går hen over dammen, og han finder en plasticand, som han tager op og lader flyve med en flok på træk. Dette er en digter, som kan se ud over situationen, han ser noget mere, deraf hans lykke. Og i Aalborg er alt muligt, bliver hans konklusion, derfor er byen lykkelig.

Den næste fortæller at han er distræt, "som alle kan se". Og så mister jeg hans ord. Jeg kigger over på Mia, som også ser ud til at have mistet alle ord, hendes laptop står uberørt.

Han reflekterer lidt over sine digte. Jeg spekulerer lidt på hvordan de er til familiefester, om alle disse digtere gør det, reflekterer over deres digte her, fordi deres familier ikke gider lytte til dem- men måske er det bare en projektion. Denne digter snakker om båse og bokse og klichéer.

Måske er jeg et produkt af zappergenereationen. Mit fokus er i hvert fald intetstedværende, og min tålmodighed gået en tur ud efter noget, som går lidt hurtigere.

Hurtige hurdler fra Hirthals Havn

14:14

Jeg entrerer Nordkraft. Vild i varmen. Ladet med Ordkræfter. Mit første offer bliver Mads Nygaard, som har skrevet de Ømme ord fra Hirthals havn. Den elegante Elsebeth Dissing lægger kækt ud med følgende bemærkning omkring forfatterens hjemstavn: ”længere er du ikke kommet”, ”Næh” svarer Mads, og hvorfor skulle han også være det. Der er vel, hvad man har brug for. Mads er typen der bruger bøllehat, og hvad jeg er orienteret, så har den da også fået den helt store modegenkomst i København… Hirthals og andre steder. Og selv om Mads har bøllehat på, så er han ikke latterlig, modsat Rasmus Brohave. Han har et venligt udseende, og er da også Venligboer. Vi skal høre om begrebet som de elitære Københavnere kalder Udkantsdanmark. Dér hvor der stadig bor mennesker, som elsker at bo dér. For dér er ikke så meget pis. Dér kan man ikke sælge luft, som Rasmus Brohave. Og som Mads bemærker ”Jeg opfinder aldrig noget”.  Og hvorfor skulle han også det, har vi brug for hele tiden at opfinde den dybe tallerken. Mads fortæller om Hirthals, at tidligere var den fyldt med kuttere, nu er den en kulturel kirkegård. Igen alt for meget københavneri.

Vi bevæger os til Mads Nygaards oplæsning, som er hovedtemaet for denne seance. Historien som Mads læser op minder i stilen om Johannes V. Jensens myter. Den handler om en blind fisker, Slukøjet. Han ejede kutteren, Sylvia, og en dag mistede han sit syn, mens han barberede sig på kutteren på  havet. Det manglende øje resulterede i en tur til England og andre lande, hvorefter han begav sig hjemover. Da han nåede Hirthals havde han et skæg, og med sit skæg kunne han binde sine sko. Han trak Sylvia efter sig, og hun trak et spor igennem Europa. Slukøjet søgte sin hjemstavn, og fandt lykken, da der den dag, i dag, stadig er folk som tager den blinde fisker op og kører ham til sin kutter.

Og det er lige præcis pointen. Skråd up med Københavneriet, vi elsker vor landsdel, drop Udkantsdanmark, det er her de virkelige skæbner findes!