En beskeden digter læser op af og fortæller om nye digte ti en ny virkelighed

Fælles indånding af den ny vikelighed. Lars Skinnebach på Generatorscenen, søndag 12

Generatorscenen summer stille af stemmer, og selvom der er nogle tekniske problemer, så er stemningen god. Han præsenteres af Jørgen Dissing Nørgaard, som fortæller, at han ærligt mener, at Lars ha sagt noget af det mest interessante i dansk litteratur på den mest interessante måde. Lars går beskedent op til mikrofonen, og siger at han ”ikke har tænkt sig at sige noget interessant”. Til gengæld vil han gerne læse nogle nye digte, de digte han har arbejdet på de sidste 5-6 år op, prøve dem lidt af. De er skrevet efter klimasituationen, det at vi ikke gennem handling og livstilsændringer har nedsat CO2-udledningen. Menneskene er således både de første mennesker og menneskerne efter en stor katastrofe, fortæller han. Han begynder at læse, og tager os med til et urovækkende, apokalyptisk univers, der føles fremmed. Alligevel er der en stærk fornemmelse af, at digtene peger direkte tilbage på vores samtid, og at de har en ubrydelig forbindelse med den. Jeg får lyst til at købe hans bog, så jeg kan genlæse hans tekst, men kommer i tanker om, at den ikke er udgivet. Det er måske alligevel ikke det samme som at høre ham læse op, det er noget særligt, men jeg håber nu stadigvæk, at det udgives på et tidspunkt.

Han fortæller om en tekst, som handlerom de to sidste menneskers historie, en slags omvendt Paradisets Have-historie. Mandens navn (Teo eller Tito eller noget i den retning) er inspireret af Timothy Morton og hans mørke økologi. Kvindens navn, Dana, er han ikke sikker på, men måske kommer det af moder Danmark. Lars bliver opmærksom på tiden, og siger at så må vi hellere ”lade være at forstyrre dem” (de to sidste mennesker), og i stedet læse en anden tekst op. Han fortæller hurtigt, at de sidste mennesker, ikke har meget krop tilbage, men er blevet ført ind i teknologien- fordi klimatruslen bliver større og større, lægger mennesket mere og mere biologi i teknologien, i form af virtual reality, artificial intelligence, neurale netværk og så videre. Derfor har han ladet de sidste mennesker være mere teknologi end biologi. Han rykker videre, og jeg håber inderligt, at han udgiver det på et tidspunkt, for jeg vil gerne læse det.

Det sidste han læser op hedder ”Sug den sidste ilt”, og hans læseform ilpasser sig digtet i en hakkende, høj tone, hvor ”Ø” og ”Øen” bliver et slags referencepunkt, gentagne gange kommer det og bryder ud, som aggressive, korte bølger.

Alle hans digte har beskæftiget sig med menneskets forhold til naturen, og man får gennem hans digte og hans baggrunde for dem en fornemmelse af, at han er orienteret og reflekteret over naturen og samtiden.

Han slutter lidt tidligt, og går beskedent fra scenen igen. 

Om Krea

Dagens starter meget fint. Klokken er 11:30 inden mit første arrangement. Vi befinder os på generatorscenen, en scene som er en sjov blanding af dansk hygge og grotesk noir-stemning. Billeder på væggene af kroppe med en fantastisk (i Todorovs termer) skygggeside giver scenen er nørdet og skæv stemning. Jeg har udfordret mig selv. Jeg skal sy en bog. Dette er en udfordring, fordi jeg som spæd folkeskoleelev terroriserede min håndarbejdslærer, hvilket på 2 år resulterede i en produktion af et symaskinekørekort, som senere blev frataget og en øm hæklet bold, som jeg brugte cirka halvandet år på at færdiggøre. Mine kreative evner blev, så at sige, ikke stimuleret tilstrækkeligt i folkeskolen.

Der er en DIY-stemning over forfatteren Maja Elverkilde, som ud over at sy sine egne bøger også bor på en ødegård i den svenske vildmark. Hun er ikke den typiske tingeltangeltype med selvgjorte fodformede sko, bastskørt og strikketrøje, hvilket man kunne formode, nu hun selv syer bøger, men hun er jo også fra Aalborg. Jeg har mange fordomme om denne workshop. Vi starter friskt ud, eller Maja gør, de fleste deltagere sidder på tilpas behørig afstand til ”scenen”. Maja fortæller livligt og passioneret om at skabe sine egne bøger, og at gøre dem unikke, hvilket hun gør til fulde. To skrivemaskiner er linet op foran hende, og hun griber chancen til at fortælle, at hun på to timer har skrevet og syet en bog, som hun viser frem. Og den er ret sej, skulle du spørge fra nogen. At sy sine egne bøger er et slags oprør mod forlagenes bureaukratiske proces, hvor man i stedet for at få den tamme følelse af at aflevere et færdigt manuskript og først se produktet flere måneder senere, får en umiddelbar tilfredsstillelse med et konkret produkt i hånden. Min goodwill i forhold til dette projekt stiger straks støt med 500 %. Vi vises en masse flotte og kreative selvgjorte bøger, og hidkaldes tættere på scenen, da denne workshop er en, hvor vi selv skal sy en bog. Og her stiger min frygt støt med 500 %, for jeg er virkeligt på udebane. Heldigvis for mig, så har Maja Elverkilde en del mere appel (undskyld Lene) end min tidligere håndarbejdslærer. Hun starter pædagogisk med at forklare, hvordan man skal folde papiret, og selvom jeg ikke fatter det første gang, så får jeg til sidst så meget hjælp, at jeg får et fint antal sider. Umiddelbart herefter skal vi tråde en nål… Jeg ved ikke hvem der har opfundet det begreb, men det lader til, at man skal have fingerspitzgefühl som Jørgen Clevin (https://www.youtube.com/watch?v=ZnlVPv5TwGQ) for at fuldføre denne opgave. Det lykkes mig dog, og jeg føler mig som en krydsning mellem Hulk med meget fine motoriske færdigheder og batman, altså Michael Maze, da han vandt bronze ved OL i Athen. Det er en præstation ud over det sædvanlige.

Jeg syer en bog med min trådede nål, og jeg fornemmer straks den glæde og stolthed som strømmer igennem mig, da jeg færdiggør mit første forlæg. Jeg føler mig formidabel, som havde jeg pølset et askebæger af ler i første klasse, og jeg gemmer denne bog i mit hjerte, inden jeg stolt afleverer den til min udkårne, som taknemmeligt tager imod ofringen.

Det her har været oplysende og udfordrende. Tak Maja Elverkilde. Du har et fantastisk projekt. Jeg kommer til at sy flere bøger.