Fælles indånding af den ny vikelighed. Lars Skinnebach på Generatorscenen, søndag 12
Generatorscenen summer stille af stemmer, og selvom der er nogle tekniske problemer, så er stemningen god. Han præsenteres af Jørgen Dissing Nørgaard, som fortæller, at han ærligt mener, at Lars ha sagt noget af det mest interessante i dansk litteratur på den mest interessante måde. Lars går beskedent op til mikrofonen, og siger at han ”ikke har tænkt sig at sige noget interessant”. Til gengæld vil han gerne læse nogle nye digte, de digte han har arbejdet på de sidste 5-6 år op, prøve dem lidt af. De er skrevet efter klimasituationen, det at vi ikke gennem handling og livstilsændringer har nedsat CO2-udledningen. Menneskene er således både de første mennesker og menneskerne efter en stor katastrofe, fortæller han. Han begynder at læse, og tager os med til et urovækkende, apokalyptisk univers, der føles fremmed. Alligevel er der en stærk fornemmelse af, at digtene peger direkte tilbage på vores samtid, og at de har en ubrydelig forbindelse med den. Jeg får lyst til at købe hans bog, så jeg kan genlæse hans tekst, men kommer i tanker om, at den ikke er udgivet. Det er måske alligevel ikke det samme som at høre ham læse op, det er noget særligt, men jeg håber nu stadigvæk, at det udgives på et tidspunkt.
Generatorscenen summer stille af stemmer, og selvom der er nogle tekniske problemer, så er stemningen god. Han præsenteres af Jørgen Dissing Nørgaard, som fortæller, at han ærligt mener, at Lars ha sagt noget af det mest interessante i dansk litteratur på den mest interessante måde. Lars går beskedent op til mikrofonen, og siger at han ”ikke har tænkt sig at sige noget interessant”. Til gengæld vil han gerne læse nogle nye digte, de digte han har arbejdet på de sidste 5-6 år op, prøve dem lidt af. De er skrevet efter klimasituationen, det at vi ikke gennem handling og livstilsændringer har nedsat CO2-udledningen. Menneskene er således både de første mennesker og menneskerne efter en stor katastrofe, fortæller han. Han begynder at læse, og tager os med til et urovækkende, apokalyptisk univers, der føles fremmed. Alligevel er der en stærk fornemmelse af, at digtene peger direkte tilbage på vores samtid, og at de har en ubrydelig forbindelse med den. Jeg får lyst til at købe hans bog, så jeg kan genlæse hans tekst, men kommer i tanker om, at den ikke er udgivet. Det er måske alligevel ikke det samme som at høre ham læse op, det er noget særligt, men jeg håber nu stadigvæk, at det udgives på et tidspunkt.
Han fortæller om en tekst, som
handlerom de to sidste menneskers historie, en slags omvendt Paradisets Have-historie.
Mandens navn (Teo eller Tito eller noget i den retning) er inspireret af Timothy
Morton og hans mørke økologi. Kvindens navn, Dana, er han ikke sikker på, men
måske kommer det af moder Danmark. Lars bliver opmærksom på tiden, og siger at
så må vi hellere ”lade være at forstyrre dem” (de to sidste mennesker), og i
stedet læse en anden tekst op. Han fortæller hurtigt, at de sidste mennesker,
ikke har meget krop tilbage, men er blevet ført ind i teknologien- fordi klimatruslen
bliver større og større, lægger mennesket mere og mere biologi i teknologien, i
form af virtual reality, artificial intelligence, neurale netværk og så videre.
Derfor har han ladet de sidste mennesker være mere teknologi end biologi. Han
rykker videre, og jeg håber inderligt, at han udgiver det på et tidspunkt, for
jeg vil gerne læse det.
Det sidste han læser op hedder ”Sug
den sidste ilt”, og hans læseform ilpasser sig digtet i en hakkende, høj tone,
hvor ”Ø” og ”Øen” bliver et slags referencepunkt, gentagne gange kommer det og
bryder ud, som aggressive, korte bølger.
Alle hans digte har beskæftiget
sig med menneskets forhold til naturen, og man får gennem hans digte og hans baggrunde
for dem en fornemmelse af, at han er orienteret og reflekteret over naturen og
samtiden.
Han slutter lidt tidligt, og går
beskedent fra scenen igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar