Hurtige hurdler fra Hirthals Havn

14:14

Jeg entrerer Nordkraft. Vild i varmen. Ladet med Ordkræfter. Mit første offer bliver Mads Nygaard, som har skrevet de Ømme ord fra Hirthals havn. Den elegante Elsebeth Dissing lægger kækt ud med følgende bemærkning omkring forfatterens hjemstavn: ”længere er du ikke kommet”, ”Næh” svarer Mads, og hvorfor skulle han også være det. Der er vel, hvad man har brug for. Mads er typen der bruger bøllehat, og hvad jeg er orienteret, så har den da også fået den helt store modegenkomst i København… Hirthals og andre steder. Og selv om Mads har bøllehat på, så er han ikke latterlig, modsat Rasmus Brohave. Han har et venligt udseende, og er da også Venligboer. Vi skal høre om begrebet som de elitære Københavnere kalder Udkantsdanmark. Dér hvor der stadig bor mennesker, som elsker at bo dér. For dér er ikke så meget pis. Dér kan man ikke sælge luft, som Rasmus Brohave. Og som Mads bemærker ”Jeg opfinder aldrig noget”.  Og hvorfor skulle han også det, har vi brug for hele tiden at opfinde den dybe tallerken. Mads fortæller om Hirthals, at tidligere var den fyldt med kuttere, nu er den en kulturel kirkegård. Igen alt for meget københavneri.

Vi bevæger os til Mads Nygaards oplæsning, som er hovedtemaet for denne seance. Historien som Mads læser op minder i stilen om Johannes V. Jensens myter. Den handler om en blind fisker, Slukøjet. Han ejede kutteren, Sylvia, og en dag mistede han sit syn, mens han barberede sig på kutteren på  havet. Det manglende øje resulterede i en tur til England og andre lande, hvorefter han begav sig hjemover. Da han nåede Hirthals havde han et skæg, og med sit skæg kunne han binde sine sko. Han trak Sylvia efter sig, og hun trak et spor igennem Europa. Slukøjet søgte sin hjemstavn, og fandt lykken, da der den dag, i dag, stadig er folk som tager den blinde fisker op og kører ham til sin kutter.

Og det er lige præcis pointen. Skråd up med Københavneriet, vi elsker vor landsdel, drop Udkantsdanmark, det er her de virkelige skæbner findes!