Nu starter vi lidt bagfra, for
jeg er lidt høj på at jeg har fået en signeret kopi af Rasmus Nikolajsens Tilbage til unaturen (2016). Jeg er nu
den lykkelige ejer af en bog med ”hilsner venlige som havørn i svæv”. Det er en
lille bog, som er venlig at røre ved. Og digtene i den er hårdtslående og
blide, og åbner tankerne mod nye ideer. Lige nu har jeg faktisk slet ikke
lyst til at skrive, men at dykke ned i den.
Men oplæsningen var også en god
oplevelse, så nu deler jeg lidt ud af den.
Det er endnu ikke startet, da jeg
når Generatorscenen, men jeg tror kun der er et par minutter til. Digterne har
endnu ikke indfundet sig, men står i mellemgangen. En smule sky og
autoritetstro, som jeg er, tør jeg ikke rigtig presse mig forbi, før en ældre
dame baner vejen for mig. Jeg hører brudstykket af en samtale, ”jeg har stillet
mikrofonen der nedenfor scenen, det er fint nok ikke?” eller noget i den dur, hvortil
en af digterne svarer, at jo, der er ikke nogen grund til at stå deroppe og se
latterlig ud.
Digterne præsenteres kort af en
ung kvinde, og Rasmus Nikolajsen stiller sig op ved scenen, forklarer hvordan
hans digte er skrevet på de steder han har været, og at hvert digts titel er
stedet og datoen hvor digtet er skrevet. Så begynder han. Der sker noget med nogle
etablerede forfattere, når de begynder at læse op. Det er som om de ligesom
bliver bogen, eller en forlængelse af bogen, hele deres kropssprog og stemme
ændrer sig. Det skete også med Josefine Klougart (det har jeg ikke skrevet om
på bloggen fordi det ikke var ude på universitetet). Rasmus Nikolajsen bliver
ligesom lidt ledeløs i nakken og i den frie hånd. Det lyder lidt som om at han
lader ordene falde ud af ham. (Den beskrivelse kan måske have en negativ klang,
men sådan er det ikke, det har en god effekt, det passer). Ordene, som falder
ud af ham, behandler alt, digtning, detaljer og himlen og jorden og havet,
iblandet refleksioner. Det kropslige og verden påvirker hele tiden digteren, og
det hele synes at være blandet sammen i et stort net, der påvirkes og påvirker
alt andet i det net.
Jeg tror Nikolajsen kan lide at
læse op. Han falder ligesom lidt ned i bogen. Han har ikke rigtig forberedt
hvad han vil læse op, synes det, han tager den lidt på gefühlen, afbryder og
kigger på det store ur et par gange mellem digtene.
I det sidste digt, han læser op,
påvirker regnen mennesket og de afsluttende ord lyder ”var det nuet der gav sig
til kende”.
Morten Chemnitz siger, at hans
digte er prosadigte. Da han begynder at læse, går hans stemme over i en monoton
bølgende gang, som er en smule svær at følge. Faktisk går der lang tid, før det
går op for mig, hvilke ord der flyder ud af ham.
Generatorscenen er blevet en
boble. Der er en ro, alle er stille, bevægelse og lyd kommer kun fra digteren
og menneskene og bilerne udenfor rummet. En blid, kølig brise kærtegner de
lyttende.
Det lykkedes mig at høre Morten.
Det er naturbilleder der kommer fra ham og den mørkegrønne bog. Han lader
naturen stå som noget, der er nok i sig selv. Verden er der blot, og han
fortæller hvordan den ser ud. Regn, skov, asfalt og blade er bare. Til sidst
dukker digteren selv op ved et naturbillede, ”som jeg bliver stående ved”.
Scavenius starter med en præcis
karakteristik af Mortens digte: mennesker er fraværende, men når de er der, så forsøger
de at nå naturen.
Hun læser selv op fra novellesamlingen
Fjer. Hendes verdener er velkendte og
alligevel fremmedgjorte. Det er en verden i opløsning. Vand, fugle og
fuglereservater er gennemgående motiver, og natur og mennesker blandes sammen på en foruroligende måde, naturen kryber langsomt og faretruende ind i menneskets verden og dets sind. Men måske er det netop pointen: Verden og menneskets verden kan ikke adskilles.
Generatorscenen er ikke længere
en boble: Verden er trængt ind, en stor lastbil med glade fulde mennesker kørte forbi, og nogle mennesker er gået, roen er brudt.
Alligevel trænger Ursula Scavenius’ fortællinger sig på, og kryber ind under
huden på mig, som vandet kryber ind i alting i hendes fortællinger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar