Josefine Klougart sidder allerede
i sofaen, og folk begynder at indfinde sig på publikumspladser. Samtalen
begynder, og Josefines hænder maler i luften, mens hun passioneret fortæller om
sit forfatterskab og litteratur. Hendes ryg er rank, og hun sidder lidt fremme
i sofaen. Hun fortæller hvordan New
forrest (2016) bevæger sig i strukturer, hvor den samme bevægelse eller det
samme motiv hele tiden går igen i nye situationer, som en slags punkter, der
lægges ud i et net, og hvordan det vækker minder, hvordan hun har skabt et
firdimensionelt værk. Hendes samtalepartner bemærker også, at hans oplevelse af
bogen havde været som at gå ind i den, blive ført ind i en verden og filtret
ind i universet og punkterne. Og så pludselig var han gået ud af den igen. Hun
nikker og smiler, nærmest med hele kroppen, og når hun svarer ledsager hendes
hænder ordene. Samtalen ledes ind på den amerikanske science fiction-film Arrival, (som i øvrigt er en rigtig god
film, som udnytter rigtig meget af science fiction-genrens potentiale) og hvordan
de aliens som kommer til Jorden, ikke skriver lineært men i cirkler, og dette
afspejler deres verdensoplevelse, som ikke er lineær som vores, lidt begrænsede
kronologiske tankegang- alt for dem sker samtidig, og de kan se både fremtid, nutid og fortid samtidig. Samtalen bevæger sig over på
natur, hvordan naturen hele tiden er i opløsning og opbygning. Det vil hun
gerne fange i sin bog. (med fare for at blande dette sammen med et foredrag af
hende, så er alting i et mellemstadie mellem eksistens og ikke-eksistens, og
det er også sådan, mennesket er. Vi er et stykke natur i konstant udvikling. Vi
er underlagt naturens magt, og selv et stykke natur. Naturen er ikke moralsk, den
skelner ikke mellem godt og ondt, den gør bare, og denne gøren er vi underlagt, på godt og ondt. Og den har værdi i sig selv,
den er
i sig selv). Igen ledes samtalen over på Arrival, hvordan hendes bog er en sådan oplevelse, en oplevelse af
noget ikkekronologisk, at alt sker samtidig.
Josefine er sunket lidt tilbage i
sofaen, og jeg tolker ud fra det, at hun slapper mere af. Det er i grunden også
en sær opstilling, at på den måde sidde og se på to mennesker føre en samtale.
Men de har en autoritet, og der er et rum, som gør at det ikke føles
unaturligt.
Samtalen bevæger sig videre. Litteratur
er politisk, i den forstand at den kan ændre meninger og synspunkter, den kan
åbne for nye måder at tænke på og se os selv og andre i verden på. Det er det
hun mener litteratur kan, og jeg er tilbøjelig til at være enig. På et
tidspunkt får hendes samtalepartner (jeg fangede aldrig navnet, men han er nok
en vigtig person) sagt, at ”han synes altså hun er klog”. Det afleder grin i
rummet, men jeg tror de fleste har tænkt det- for Josefine Klougart er virkelig intelligent og reflekteret
at høre på.
Senere nævner hun, at hun skriver
de bøger, hun selv har brug for at læse. At hun i virkeligheden nogle gange
synes det er hårdt at skrive, men når hun læser igennem på de sidste stadier i
processen, går det op for hende, at det var det, hun havde brug for.
I spørgerunden stiller en kvinde
et par stole fra mig et spørgsmål, og Josefine vender sig, smilende, opmærksomt.
Hendes blik er intenst, opfordrende og lyttende- og en lille smule
intimiderende. For hun er så samlet og klog, og også smuk, og synes at passe
perfekt i sin egen krop (det lyder måske lidt mærkeligt, men nogle giver en
fornemmelse af, at de ikke er helt tilpasse i deres krop, eller måske bare tøj- men ikke Josefine).
Ligesom hendes bøger, og livet og samtaler generelt, består samtalen af genoptagelse af motiver og bevægeser, som laver et net af små minder.
Kaffeslabberaset slutter, og jeg går derfra gladere og
klogere end da jeg kom- og også en smule mere sulten.Ligesom hendes bøger, og livet og samtaler generelt, består samtalen af genoptagelse af motiver og bevægeser, som laver et net af små minder.
Dette indlæg er skrevet lang tid
efter, og uden noter, men jeg har gjort det så godt jeg kunne huske
Ingen kommentarer:
Send en kommentar