14:15, fredag, Kaffeslabereas nr. 1 med Josefine Klougart.

Josefine Klougart sidder allerede i sofaen, og folk begynder at indfinde sig på publikumspladser. Samtalen begynder, og Josefines hænder maler i luften, mens hun passioneret fortæller om sit forfatterskab og litteratur. Hendes ryg er rank, og hun sidder lidt fremme i sofaen. Hun fortæller hvordan New forrest (2016) bevæger sig i strukturer, hvor den samme bevægelse eller det samme motiv hele tiden går igen i nye situationer, som en slags punkter, der lægges ud i et net, og hvordan det vækker minder, hvordan hun har skabt et firdimensionelt værk. Hendes samtalepartner bemærker også, at hans oplevelse af bogen havde været som at gå ind i den, blive ført ind i en verden og filtret ind i universet og punkterne. Og så pludselig var han gået ud af den igen. Hun nikker og smiler, nærmest med hele kroppen, og når hun svarer ledsager hendes hænder ordene. Samtalen ledes ind på den amerikanske science fiction-film Arrival, (som i øvrigt er en rigtig god film, som udnytter rigtig meget af science fiction-genrens potentiale) og hvordan de aliens som kommer til Jorden, ikke skriver lineært men i cirkler, og dette afspejler deres verdensoplevelse, som ikke er lineær som vores, lidt begrænsede kronologiske tankegang- alt for dem sker samtidig, og de kan se både fremtid, nutid og fortid samtidig. Samtalen bevæger sig over på natur, hvordan naturen hele tiden er i opløsning og opbygning. Det vil hun gerne fange i sin bog. (med fare for at blande dette sammen med et foredrag af hende, så er alting i et mellemstadie mellem eksistens og ikke-eksistens, og det er også sådan, mennesket er. Vi er et stykke natur i konstant udvikling. Vi er underlagt naturens magt, og selv et stykke natur. Naturen er ikke moralsk, den skelner ikke mellem godt og ondt, den gør bare, og denne gøren er vi underlagt, på godt og ondt. Og den har værdi i sig selv, den er i sig selv). Igen ledes samtalen over på Arrival, hvordan hendes bog er en sådan oplevelse, en oplevelse af noget ikkekronologisk, at alt sker samtidig.

Josefine er sunket lidt tilbage i sofaen, og jeg tolker ud fra det, at hun slapper mere af. Det er i grunden også en sær opstilling, at på den måde sidde og se på to mennesker føre en samtale. Men de har en autoritet, og der er et rum, som gør at det ikke føles unaturligt.

Samtalen bevæger sig videre. Litteratur er politisk, i den forstand at den kan ændre meninger og synspunkter, den kan åbne for nye måder at tænke på og se os selv og andre i verden på. Det er det hun mener litteratur kan, og jeg er tilbøjelig til at være enig. På et tidspunkt får hendes samtalepartner (jeg fangede aldrig navnet, men han er nok en vigtig person) sagt, at ”han synes altså hun er klog”. Det afleder grin i rummet, men jeg tror de fleste har tænkt det- for Josefine Klougart er virkelig intelligent og reflekteret at høre på.

Senere nævner hun, at hun skriver de bøger, hun selv har brug for at læse. At hun i virkeligheden nogle gange synes det er hårdt at skrive, men når hun læser igennem på de sidste stadier i processen, går det op for hende, at det var det, hun havde brug for.

I spørgerunden stiller en kvinde et par stole fra mig et spørgsmål, og Josefine vender sig, smilende, opmærksomt. Hendes blik er intenst, opfordrende og lyttende- og en lille smule intimiderende. For hun er så samlet og klog, og også smuk, og synes at passe perfekt i sin egen krop (det lyder måske lidt mærkeligt, men nogle giver en fornemmelse af, at de ikke er helt tilpasse i deres krop, eller måske bare tøj- men ikke Josefine). 
Ligesom hendes bøger, og livet og samtaler generelt, består samtalen af genoptagelse af motiver og bevægeser, som laver et net af små minder.

Kaffeslabberaset slutter, og jeg går derfra gladere og klogere end da jeg kom- og også en smule mere sulten.

Dette indlæg er skrevet lang tid efter, og uden noter, men jeg har gjort det så godt jeg kunne huske