Udæsk din nøgenhed!

Jeg er et nøgent menneske. Når jeg ikke har tøj på. Jeg har haft en saunaoplevelse. Det var sammen med Morten Ramsland, og otte andre nøgne mennesker.

Nøgen; Adjektiv, norrønt nakinn * beslægtet med latin nudus ”nøgen”. ikke dækket af tøj om person, krop eller legemsdel

Begrebet nøgen. Vi sidder i en sauna, vi er ikke dækket af tøj. En journalist synes det er enormt spændende, og tilbyder at vi kan få et webkamera med ind, så han kan dokumentere seancen, det takker vi nej til, da vi har nok i hinandens nøgenhed, og da han i øvrigt ikke selv ønsker at deltage, så virker hans forespørgsel en smule malplaceret. Arrangementet handler om dette: ” På Ordkraft Festival 2017 undersøger vi grænserne for det naturlige – og hvad er mere naturligt end at være nøgen?”. Spoileralert, det er ret naturligt at være nøgen. Det er ikke underligt, og det er bare en nøgen krop. Fuck nu af med jeres bornerthed. Vi sidder ti nøgne mennesker, som man oftest er, i en sauna, og det mest interessante er, at Morten Ramsland skal læse op. Alt andet er ligegyldigt.

Og Morten Ramsland er sej. Han står op, modsat os andre som sidder i den trange sauna på vores håndklæder. Jeg har tidligere læst Hundehoved, og var helt betaget af Ramslands evne til at skildre en absurd familie på en utroligt humoristisk måde. Herefter læste jeg Sumobrødre, hvor to drenges opvækst i villahaverne udpensles med alle de små kampe, som hører sig villakvarterene til. Denne gang har han skrevet en bog om en sindslidende dreng, som køres til sin morfar, som er ekspert i sindssyge historier. Vi føres til 1300tals Danmark, hvor historien udvikler sig, og vi hører om børnebyttere, hængepatter og andre mytiske væsner. I saunaen nyder vi hinandens selskab, mens Ramsland læser op. Jeg tørrer sved af mit underlår, og opdager at de andre også sveder abnormt. På nøgne kroppe er det let at se den glinsende sved. Vi hører på Ramsland og sveder sammen. Historien er underholdende, men det mest distraherende ved oplæsningen er, at der er så fandens varmt i saunaen. Vi hører en passage om hvordan en kvinde behandles i den beskrevne by fra 1300-tallet, og hvordan det uforståelige gøres mystisk, hvordan der afsøges forklaringer på fejlene i mystiske fortællinger, og hvordan en kvinde onanerer med forskellige grøntsager, og kalder sit afkom for halvt menneske, halvt grøntsag. Det er utroligt underholdende. Da de tyve minutter er gået, er vi alle klar på at komme ud, da varmen, trods vandholdige forsyninger fra forsynet, er ret kvalmende. Jeg tager mine underbukser på, og jeg tager min exit fra saunaen, hvorefter jeg straks får stukket en mikrofon og et kamera i ansigtet. Dertil spørgsmålet ”Hvordan var det at høre en oplæsning nøgen?”

Hvorfor er det interessant?

 

En beskeden digter læser op af og fortæller om nye digte ti en ny virkelighed

Fælles indånding af den ny vikelighed. Lars Skinnebach på Generatorscenen, søndag 12

Generatorscenen summer stille af stemmer, og selvom der er nogle tekniske problemer, så er stemningen god. Han præsenteres af Jørgen Dissing Nørgaard, som fortæller, at han ærligt mener, at Lars ha sagt noget af det mest interessante i dansk litteratur på den mest interessante måde. Lars går beskedent op til mikrofonen, og siger at han ”ikke har tænkt sig at sige noget interessant”. Til gengæld vil han gerne læse nogle nye digte, de digte han har arbejdet på de sidste 5-6 år op, prøve dem lidt af. De er skrevet efter klimasituationen, det at vi ikke gennem handling og livstilsændringer har nedsat CO2-udledningen. Menneskene er således både de første mennesker og menneskerne efter en stor katastrofe, fortæller han. Han begynder at læse, og tager os med til et urovækkende, apokalyptisk univers, der føles fremmed. Alligevel er der en stærk fornemmelse af, at digtene peger direkte tilbage på vores samtid, og at de har en ubrydelig forbindelse med den. Jeg får lyst til at købe hans bog, så jeg kan genlæse hans tekst, men kommer i tanker om, at den ikke er udgivet. Det er måske alligevel ikke det samme som at høre ham læse op, det er noget særligt, men jeg håber nu stadigvæk, at det udgives på et tidspunkt.

Han fortæller om en tekst, som handlerom de to sidste menneskers historie, en slags omvendt Paradisets Have-historie. Mandens navn (Teo eller Tito eller noget i den retning) er inspireret af Timothy Morton og hans mørke økologi. Kvindens navn, Dana, er han ikke sikker på, men måske kommer det af moder Danmark. Lars bliver opmærksom på tiden, og siger at så må vi hellere ”lade være at forstyrre dem” (de to sidste mennesker), og i stedet læse en anden tekst op. Han fortæller hurtigt, at de sidste mennesker, ikke har meget krop tilbage, men er blevet ført ind i teknologien- fordi klimatruslen bliver større og større, lægger mennesket mere og mere biologi i teknologien, i form af virtual reality, artificial intelligence, neurale netværk og så videre. Derfor har han ladet de sidste mennesker være mere teknologi end biologi. Han rykker videre, og jeg håber inderligt, at han udgiver det på et tidspunkt, for jeg vil gerne læse det.

Det sidste han læser op hedder ”Sug den sidste ilt”, og hans læseform ilpasser sig digtet i en hakkende, høj tone, hvor ”Ø” og ”Øen” bliver et slags referencepunkt, gentagne gange kommer det og bryder ud, som aggressive, korte bølger.

Alle hans digte har beskæftiget sig med menneskets forhold til naturen, og man får gennem hans digte og hans baggrunde for dem en fornemmelse af, at han er orienteret og reflekteret over naturen og samtiden.

Han slutter lidt tidligt, og går beskedent fra scenen igen. 

Om Krea

Dagens starter meget fint. Klokken er 11:30 inden mit første arrangement. Vi befinder os på generatorscenen, en scene som er en sjov blanding af dansk hygge og grotesk noir-stemning. Billeder på væggene af kroppe med en fantastisk (i Todorovs termer) skygggeside giver scenen er nørdet og skæv stemning. Jeg har udfordret mig selv. Jeg skal sy en bog. Dette er en udfordring, fordi jeg som spæd folkeskoleelev terroriserede min håndarbejdslærer, hvilket på 2 år resulterede i en produktion af et symaskinekørekort, som senere blev frataget og en øm hæklet bold, som jeg brugte cirka halvandet år på at færdiggøre. Mine kreative evner blev, så at sige, ikke stimuleret tilstrækkeligt i folkeskolen.

Der er en DIY-stemning over forfatteren Maja Elverkilde, som ud over at sy sine egne bøger også bor på en ødegård i den svenske vildmark. Hun er ikke den typiske tingeltangeltype med selvgjorte fodformede sko, bastskørt og strikketrøje, hvilket man kunne formode, nu hun selv syer bøger, men hun er jo også fra Aalborg. Jeg har mange fordomme om denne workshop. Vi starter friskt ud, eller Maja gør, de fleste deltagere sidder på tilpas behørig afstand til ”scenen”. Maja fortæller livligt og passioneret om at skabe sine egne bøger, og at gøre dem unikke, hvilket hun gør til fulde. To skrivemaskiner er linet op foran hende, og hun griber chancen til at fortælle, at hun på to timer har skrevet og syet en bog, som hun viser frem. Og den er ret sej, skulle du spørge fra nogen. At sy sine egne bøger er et slags oprør mod forlagenes bureaukratiske proces, hvor man i stedet for at få den tamme følelse af at aflevere et færdigt manuskript og først se produktet flere måneder senere, får en umiddelbar tilfredsstillelse med et konkret produkt i hånden. Min goodwill i forhold til dette projekt stiger straks støt med 500 %. Vi vises en masse flotte og kreative selvgjorte bøger, og hidkaldes tættere på scenen, da denne workshop er en, hvor vi selv skal sy en bog. Og her stiger min frygt støt med 500 %, for jeg er virkeligt på udebane. Heldigvis for mig, så har Maja Elverkilde en del mere appel (undskyld Lene) end min tidligere håndarbejdslærer. Hun starter pædagogisk med at forklare, hvordan man skal folde papiret, og selvom jeg ikke fatter det første gang, så får jeg til sidst så meget hjælp, at jeg får et fint antal sider. Umiddelbart herefter skal vi tråde en nål… Jeg ved ikke hvem der har opfundet det begreb, men det lader til, at man skal have fingerspitzgefühl som Jørgen Clevin (https://www.youtube.com/watch?v=ZnlVPv5TwGQ) for at fuldføre denne opgave. Det lykkes mig dog, og jeg føler mig som en krydsning mellem Hulk med meget fine motoriske færdigheder og batman, altså Michael Maze, da han vandt bronze ved OL i Athen. Det er en præstation ud over det sædvanlige.

Jeg syer en bog med min trådede nål, og jeg fornemmer straks den glæde og stolthed som strømmer igennem mig, da jeg færdiggør mit første forlæg. Jeg føler mig formidabel, som havde jeg pølset et askebæger af ler i første klasse, og jeg gemmer denne bog i mit hjerte, inden jeg stolt afleverer den til min udkårne, som taknemmeligt tager imod ofringen.

Det her har været oplysende og udfordrende. Tak Maja Elverkilde. Du har et fantastisk projekt. Jeg kommer til at sy flere bøger. 

the South Gate Society

Vi er trukket tilbage fra Skråen til ”the South Gate Society”s stand (det er en forfatterskole beliggende ved Trekanten kuturcenter). Min makker har midlertidigt forladt mig, men Signe fra forfatterskolen sidder her, og pludselig kommer repræsentanter fra Aarhus Universitet forbi til et interview med folk fra forfatterskolen. De snakker lidt om forfatterskolen, og så drejes samtalen brat til at snakke om, om at halskæder har et køn. Signe mener at de altid er hankøn, og at de store af dem er bedst. Tidligere har de spurgt andre, om fisk kan flyve, for forfattere er så trætte af at svare på spørgsmål om deres tekster. Signe gør reklame for Lys og mørke af Jesper Nielsen, og de snakker lidt om den- den er det værd, siger Signe. Repræsentanterne fra Aarhus Uni slår sig ned, og det er ret hyggeligt. Alligevel begynder jeg så småt at spekulere på, hvor min bloggermakker er henne, måske kidnappet i en eller anden samtale med kendte mennesker. Samtalen fanger mig igen, den er drejet over på det, at forfattere skal være ensomme og mærkelige- det vil de gerne gøre op med. Det synes egentlig at være et gennemgående tema på ordkraft, i hvert fald hvor jeg har været, det blev også nævnt ved samtalen med Jens Blendstrup og med Josefine Klougart. Eller, noget tilsvarende, at litteratur ikke skal sættes op på en piedestal, men skal nydes, man skal drages ind i den, det skal være en oplevelse, ikke tynget af frygt for ikke at kunne analysere og forstå det rigtigt.

Min makker kommer tilbage, og ganske rigtigt, der var en rådmand, som lige skule tales med.

Jeg bliver tilbudt en ”exceptionel god slikkepind”, og tager imod- det viser sig at den virkelig er god.

Så tag forbi the South Gate Society, hvis I alligevel er på Ordkraft- de er flinke, og har en bunke med exceptionel gode slikkepinde liggende. 

Nikolajsen, Chemnitz og Scavenius læser op 15:00, lørdag

Nu starter vi lidt bagfra, for jeg er lidt høj på at jeg har fået en signeret kopi af Rasmus Nikolajsens Tilbage til unaturen (2016). Jeg er nu den lykkelige ejer af en bog med ”hilsner venlige som havørn i svæv”. Det er en lille bog, som er venlig at røre ved. Og digtene i den er hårdtslående og blide, og åbner tankerne mod nye ideer. Lige nu har jeg faktisk slet ikke lyst til at skrive, men at dykke ned i den.

Men oplæsningen var også en god oplevelse, så nu deler jeg lidt ud af den.

Det er endnu ikke startet, da jeg når Generatorscenen, men jeg tror kun der er et par minutter til. Digterne har endnu ikke indfundet sig, men står i mellemgangen. En smule sky og autoritetstro, som jeg er, tør jeg ikke rigtig presse mig forbi, før en ældre dame baner vejen for mig. Jeg hører brudstykket af en samtale, ”jeg har stillet mikrofonen der nedenfor scenen, det er fint nok ikke?” eller noget i den dur, hvortil en af digterne svarer, at jo, der er ikke nogen grund til at stå deroppe og se latterlig ud.

Digterne præsenteres kort af en ung kvinde, og Rasmus Nikolajsen stiller sig op ved scenen, forklarer hvordan hans digte er skrevet på de steder han har været, og at hvert digts titel er stedet og datoen hvor digtet er skrevet. Så begynder han. Der sker noget med nogle etablerede forfattere, når de begynder at læse op. Det er som om de ligesom bliver bogen, eller en forlængelse af bogen, hele deres kropssprog og stemme ændrer sig. Det skete også med Josefine Klougart (det har jeg ikke skrevet om på bloggen fordi det ikke var ude på universitetet). Rasmus Nikolajsen bliver ligesom lidt ledeløs i nakken og i den frie hånd. Det lyder lidt som om at han lader ordene falde ud af ham. (Den beskrivelse kan måske have en negativ klang, men sådan er det ikke, det har en god effekt, det passer). Ordene, som falder ud af ham, behandler alt, digtning, detaljer og himlen og jorden og havet, iblandet refleksioner. Det kropslige og verden påvirker hele tiden digteren, og det hele synes at være blandet sammen i et stort net, der påvirkes og påvirker alt andet i det net.

Jeg tror Nikolajsen kan lide at læse op. Han falder ligesom lidt ned i bogen. Han har ikke rigtig forberedt hvad han vil læse op, synes det, han tager den lidt på gefühlen, afbryder og kigger på det store ur et par gange mellem digtene.

I det sidste digt, han læser op, påvirker regnen mennesket og de afsluttende ord lyder ”var det nuet der gav sig til kende”.

Morten Chemnitz siger, at hans digte er prosadigte. Da han begynder at læse, går hans stemme over i en monoton bølgende gang, som er en smule svær at følge. Faktisk går der lang tid, før det går op for mig, hvilke ord der flyder ud af ham.

Generatorscenen er blevet en boble. Der er en ro, alle er stille, bevægelse og lyd kommer kun fra digteren og menneskene og bilerne udenfor rummet. En blid, kølig brise kærtegner de lyttende.

Det lykkedes mig at høre Morten. Det er naturbilleder der kommer fra ham og den mørkegrønne bog. Han lader naturen stå som noget, der er nok i sig selv. Verden er der blot, og han fortæller hvordan den ser ud. Regn, skov, asfalt og blade er bare. Til sidst dukker digteren selv op ved et naturbillede, ”som jeg bliver stående ved”.

Scavenius starter med en præcis karakteristik af Mortens digte: mennesker er fraværende, men når de er der, så forsøger de at nå naturen.

Hun læser selv op fra novellesamlingen Fjer. Hendes verdener er velkendte og alligevel fremmedgjorte. Det er en verden i opløsning. Vand, fugle og fuglereservater er gennemgående motiver, og natur og mennesker blandes sammen på en foruroligende måde, naturen kryber langsomt og faretruende ind i menneskets verden og dets sind. Men måske er det netop pointen: Verden og menneskets verden kan ikke adskilles.

Generatorscenen er ikke længere en boble: Verden er trængt ind, en stor lastbil med glade fulde mennesker kørte forbi, og nogle mennesker er gået, roen er brudt. Alligevel trænger Ursula Scavenius’ fortællinger sig på, og kryber ind under huden på mig, som vandet kryber ind i alting i hendes fortællinger. 

Pia Tafdrup i samtale med Lene Høg

Kom nærmere, kom tæt, se mit terningesæt. For lykken er ikke din egen. Eller er den?

Vi møder Pia Tafdrup i Nordkrafts biograf sal A. Samtalen skal dreje sig om hendes forfatterskab, som har fokus på de store emner i verden, men også natur, som er Ordkrafts tema for dette år.

Tafdrup er bekendt med naturen, bevares. Hun er vokset op på landet, men alt hvad der hører sig til. Der er så dejligt ude på landet.

Pia Tafdrup oplæser distinkt. Pia Tafdrup læser distinkt. Pia Tafdrup oplæser digte distinkt. Distinkt oplæsning gør mig glad. Esben Lunde Larsens natur er distinkt. Det er den virkelige natur ikke. Pia Tafdrups måde at være distinkt på er dræbende god. Esben Lunde Larsen dræber det gode. Pia Tafdrup udtaler ”Det er forfærdeligt at ødelægge andres glæde”. Esben Lunde Larsen udtaler ”Når jeg som minister ikke modtager underskriftindsamlinger, så er det simpelthen, fordi jeg ikke vil. Jeg vil simpelthen ikke.”.

Vi er natur proklamerer Pia Tafdrup. Og det er vi jo. Vi følger på forrygende vis den udlagte plan, først vækster vi, evig vækst indtil vi indgår i forfaldet. Vækstparadigme here we come. Esben Lunde Larsen fastholder, at en landmands mark er en naturoplevelse. Nok om ham. Pia Tafdrup er her. Og hun er klog. Hun skriver ting, når noget er svært, og det giver hende mulighed for at tænke over dem, hvorfor hun fremstår mere velovervejet end de fleste, og som hun siger ”mine digte fører mig ud i verden”. Hun bruger det norrøne ord ”sanke” om at hente brænde, og hun bliver irriteret, hvis folk stjæler hendes brænde. Der dvæles ved de små ting, de små fantastiske ting.

Vi føres fantasifuldt ind i den fantastiske naturs verden. Vi føres gennem lugten af sne, smagen af stål, lyden af skyer og andre sanseindtryk. Jeg er kæmpe fan. Jeg mindes om sanseligheden, et studie i sanselighed og husker på de vise ord, som en forelæser i organisationsteori engang artikulerede ”Verden er banal og kalder på banale forklaringer”.

Inden Pia Tafdrup afslutter sin formidable samtale med Lene Høg bruger hun udtrykket ”Olfaktoriske receptorer”. Jeg forundres over elegantheden i dette ord, snuser ind og nyder hendes forståelse af verden.

Tak Pia Tafdrup. Du har gjort min verden større!

14:15, fredag, Kaffeslabereas nr. 1 med Josefine Klougart.

Josefine Klougart sidder allerede i sofaen, og folk begynder at indfinde sig på publikumspladser. Samtalen begynder, og Josefines hænder maler i luften, mens hun passioneret fortæller om sit forfatterskab og litteratur. Hendes ryg er rank, og hun sidder lidt fremme i sofaen. Hun fortæller hvordan New forrest (2016) bevæger sig i strukturer, hvor den samme bevægelse eller det samme motiv hele tiden går igen i nye situationer, som en slags punkter, der lægges ud i et net, og hvordan det vækker minder, hvordan hun har skabt et firdimensionelt værk. Hendes samtalepartner bemærker også, at hans oplevelse af bogen havde været som at gå ind i den, blive ført ind i en verden og filtret ind i universet og punkterne. Og så pludselig var han gået ud af den igen. Hun nikker og smiler, nærmest med hele kroppen, og når hun svarer ledsager hendes hænder ordene. Samtalen ledes ind på den amerikanske science fiction-film Arrival, (som i øvrigt er en rigtig god film, som udnytter rigtig meget af science fiction-genrens potentiale) og hvordan de aliens som kommer til Jorden, ikke skriver lineært men i cirkler, og dette afspejler deres verdensoplevelse, som ikke er lineær som vores, lidt begrænsede kronologiske tankegang- alt for dem sker samtidig, og de kan se både fremtid, nutid og fortid samtidig. Samtalen bevæger sig over på natur, hvordan naturen hele tiden er i opløsning og opbygning. Det vil hun gerne fange i sin bog. (med fare for at blande dette sammen med et foredrag af hende, så er alting i et mellemstadie mellem eksistens og ikke-eksistens, og det er også sådan, mennesket er. Vi er et stykke natur i konstant udvikling. Vi er underlagt naturens magt, og selv et stykke natur. Naturen er ikke moralsk, den skelner ikke mellem godt og ondt, den gør bare, og denne gøren er vi underlagt, på godt og ondt. Og den har værdi i sig selv, den er i sig selv). Igen ledes samtalen over på Arrival, hvordan hendes bog er en sådan oplevelse, en oplevelse af noget ikkekronologisk, at alt sker samtidig.

Josefine er sunket lidt tilbage i sofaen, og jeg tolker ud fra det, at hun slapper mere af. Det er i grunden også en sær opstilling, at på den måde sidde og se på to mennesker føre en samtale. Men de har en autoritet, og der er et rum, som gør at det ikke føles unaturligt.

Samtalen bevæger sig videre. Litteratur er politisk, i den forstand at den kan ændre meninger og synspunkter, den kan åbne for nye måder at tænke på og se os selv og andre i verden på. Det er det hun mener litteratur kan, og jeg er tilbøjelig til at være enig. På et tidspunkt får hendes samtalepartner (jeg fangede aldrig navnet, men han er nok en vigtig person) sagt, at ”han synes altså hun er klog”. Det afleder grin i rummet, men jeg tror de fleste har tænkt det- for Josefine Klougart er virkelig intelligent og reflekteret at høre på.

Senere nævner hun, at hun skriver de bøger, hun selv har brug for at læse. At hun i virkeligheden nogle gange synes det er hårdt at skrive, men når hun læser igennem på de sidste stadier i processen, går det op for hende, at det var det, hun havde brug for.

I spørgerunden stiller en kvinde et par stole fra mig et spørgsmål, og Josefine vender sig, smilende, opmærksomt. Hendes blik er intenst, opfordrende og lyttende- og en lille smule intimiderende. For hun er så samlet og klog, og også smuk, og synes at passe perfekt i sin egen krop (det lyder måske lidt mærkeligt, men nogle giver en fornemmelse af, at de ikke er helt tilpasse i deres krop, eller måske bare tøj- men ikke Josefine). 
Ligesom hendes bøger, og livet og samtaler generelt, består samtalen af genoptagelse af motiver og bevægeser, som laver et net af små minder.

Kaffeslabberaset slutter, og jeg går derfra gladere og klogere end da jeg kom- og også en smule mere sulten.

Dette indlæg er skrevet lang tid efter, og uden noter, men jeg har gjort det så godt jeg kunne huske